Nyt studie: Amputationer hos diabetespatienter koster samfundet mange penge – og dødeligheden er høj

Et nyt registerstudie fra Aarhus Universitetshospital og Steno Diabetes Center Aarhus kortlægger de omfattende konsekvenser af amputationer hos patienter med type 2-diabetes. Ifølge forskerne koster en amputation samfundet langt mere end tidligere antaget – i nogle tilfælde over én million kroner pr. patient.
Omkring 380.000 danskere lever med diabetes, og hvert år udvikler cirka tre procent fodsår. For en mindre gruppe fører komplikationerne til amputation, hvilket i Region Midtjylland svarer til omkring 100 tilfælde årligt.
Sundhedsøkonom og seniorforsker Eskild Fredslund Klausen beskriver, at resultaterne kom bag på ham.
"Jeg blev overrasket, da jeg fandt svaret, for amputationerne viste sig at være dyrere, end jeg umiddelbart havde forventet," siger han.

Eskild Klausen Fredslund er sundhedsøkonom og seniorforsker ved Steno Diabetes Center Aarhus. Han har undersøgt danske registerdata for at finde ud af, hvad omkostningerne ved amputationer af patienter med diabetes er. Foto: Claus Hastrup, Steno Diabetes Center Aarhus
Studiet viser, at selve behandlingsforløbet koster over 600.000 kroner pr. patient. Dertil kommer et betydeligt produktivitetstab for patienter i den erhvervsaktive alder, som anslås til yderligere 402.428 kroner. Hertil kommer udgifter til blandt andet genoptræning, proteser og hjemmepleje, som ikke fuldt ud indgår i registrene.
Data viser samtidig en markant overdødelighed blandt patienterne: 30 procent dør inden for tre måneder efter amputationen, og 70 procent er døde inden for fire år.
Overlæge Christian Buhl peger på, at konsekvenserne for patienterne er omfattende og langvarige.
”Selve amputationen medfører et stort tab af mobilitet, som kræver en omfattende rehabiliteringsproces og kan påvirke patientens sociale liv og mentale trivsel,” fortæller han.
Forskerne bag studiet understreger, at den høje dødelighed hænger sammen med patienternes alvorlige sygdomstilstand allerede før operationen.
Faktaboks: Nyt dansk studie om amputationer
- Studie udført af Aarhus Universitetshospital og Steno Diabetes Center Aarhus
- Titel: “Exploring the societal cost of major lower limb amputations in patients with type 2 diabetes – A nation-wide and matched register study using difference in difference analysis”
- Ca. 380.000 danskere lever med diabetes
- Ca. 3 % udvikler fodsår årligt
- Omkring 100 benamputationer årligt blandt diabetespatienter i Region Midtjylland
- Samfundsomkostning pr. amputation: over 600.000 kr.
- Ekstra produktivitetstab: ca. 402.428 kr. pr. patient
- Samlet estimeret pris: omkring 1 mio. kr. pr. patient (ekskl. ekstra udgifter)
- 30 % dør inden for 3 måneder efter amputation
- 70 % dør inden for 4 år efter amputation






Accepter kun nødvendige cookies