2 millioner kroner skal sætte gang i lokale idéer i Skive

Der er nu åbnet for ansøgninger til Grøn Pulje i Skive Kommune. I den første ansøgningsrunde er der afsat 2 millioner kroner til projekter, som kan skabe udvikling og fællesskab i kommunens lokalområder.
Puljen er finansieret af virksomheder, der opstiller vedvarende energianlæg som vindmøller og solceller. Pengene kan bruges til både større udviklingsprojekter og mindre lokale initiativer.
”Grøn Pulje er en mulighed for at omsætte lokale idéer til konkrete projekter. Det kan være alt fra nye fællesskaber og mødesteder til grønne initiativer og andre projekter, der bidrager til udviklingen af lokalområdet,” siger Berit Brunsgaard, teamleder i Skive Kommunes Landdistriktsteam.
Foreninger og selvejende institutioner med CVR-nummer og NemKonto kan søge. Der er mulighed for at søge til enten større strategiske udviklingsprojekter, hvor flere aktører samarbejder, eller mindre projekter og aktiviteter.
Projekterne skal gennemføres i Skive Kommune og må ikke være sat i gang, før der søges om støtte.
”Vi håber, at foreninger og lokalområder vil se på, hvilke idéer de gerne vil føre ud i livet, og bruge muligheden for at søge Grøn Pulje. Man er meget velkommen til at kontakte os, hvis man er i tvivl om, hvorvidt et projekt passer ind i puljen,” siger Berit Brunsgaard.
Der er planlagt tre ansøgningsrunder med 2 millioner kroner i hver. De næste runder kommer i marts og september 2027.
Faktaboks
- Pulje: Grøn Pulje
- Første ansøgningsfrist: 2. december 2026
- Beløb i første runde: 2 millioner kroner
- Ansøgere: Foreninger og selvejende institutioner med CVR-nummer og NemKonto
- Projekter skal gennemføres i Skive Kommune
- Næste ansøgningsrunder: Marts og september 2027
- Puljen finansieres af virksomheder med vindmøller og solcelleanlæg






Accepter kun nødvendige cookies